Hvad er værdier?
Værdier defineres typisk som personlige ønsker eller mål på et følelsesmæssigt niveau. Eksempler på værdier er samhørighed, nærvær, succes, omsorg, humor, tryghed, anerkendelse, udvikling, forandring, mod, hjælpsomhed, positiv, nysgerrig, autentisk og kreativ.
Listen over værdier er næsten uendelig, og det handler om at finde lige netop de værdier, som man ønsker at føle mest i sit liv.
Dine sande værdier
Mange mennesker tror, at de kender deres egne værdier. Men de færreste har lavet en egentlig liste og tænkt mere grundigt over værdierne. Hverdagen med arbejde, familie, venner og en evig to-do-liste af opgaver og forpligtelser gør, at vi ofte følger med strømmen og bare gør som alle de andre, og vi får ikke standset op og tænkt over, hvad vi egentlig selv står for og vil med vores liv.
Søren Kierkegaard talte om vigtigheden af at vælge sig selv – og om at have én livsanskuelse og være enig med sig selv. Men han var opmærksom på, at det krævede tid og ro, og at travlheden er bedragerisk. Det må man sige gælder mere end nogensinde, da det er vigtigt at stoppe op i vores accelererende og travle samfund og reflektere over, hvem man er og sine værdier.
Hvad er mine sande værdier? Er værdierne i baghovedet egentlig de rigtige – eller er det værdier, som jeg har arvet og har med fra mine forældre? Eller er det andres forventninger til mig?
Værdier kan ændre sig
Man kan være vokset fra sine oprindelige værdier, hvis man har været ude for nogle livsforandrende begivenheder som sygdom, skilsmisse, afskedigelse mv. Ting, som har gjort, at man har fået et andet syn på verden, livet eller en selv.
Værdierne kan også ændre sig stille og roligt i takt med, at man bliver ældre, og en løbende opdatering af sine værdier er derfor en god idé.
Fastlæggelse af værdier
Det er ikke altid let at finde sine egne – sande – værdier. En måde, hvorpå du kan finde frem til dine værdier, er ved at stille dig selv nogle særlige spørgsmål, som kan lede dig godt på vej. Du kan finde inspiration til at finde dine værdier i faktaboksen.
Det er en proces, der kan tage tid, da det er vigtigt at mærke efter, om de fundne værdier føles rigtige for dig. Du vil sikkert kunne mærke, at nogle værdier lige er dig, mens andre værdier kan komme til dig efter nogen tid. Og husk at luge ud i de værdier, som kommer fra andre end dig selv, da de vil skabe ubalance og ikke afspejler dig.
Handlingsplan
Hvis du har brug for, at nogle af dine værdier bliver mere tydelige eller markante i dit liv eller skal op- eller nedprioriteres, kan du knytte konkrete handlinger til de enkelte værdier. Herefter kan du løbende arbejde med nogle af værdierne.
Hvis du f.eks. gerne vil have mere glæde ind i dit liv, så kan du sætte handlinger på, der understøtter dette, f.eks. gå mere i biografen, se venner mere eller ud i naturen hver dag.
Hvis du er træt af, at du higer efter anerkendelse på arbejdet, og at du derfor har svært ved at sige fra, kan du sætte handlinger på, der får anerkendelse længere ned på den prioriterede liste.
Du kan også adoptere nye værdier, hvis du har brug for dem til at nå dine mål. Hvis du f.eks. gerne vil søge nye jobudfordringer, men ikke tør springe ud i det, så kan du sætte værdien mod på din liste med nogle konkrete handlinger. Efter nogen tid vil du sikkert kunne mærke, at du er blevet mere modig og tør springe ud i noget nyt.
Årligt tjek
Da det er vigtigt at leve i overensstemmelse med sine værdier, og da de kan ændre sig gennem livet, er det en god idé at lave et årligt eller halvårligt tjek-in. Her kan du reflektere over, om du pt. handler efter dine værdier, eller om der skal fokus på særlige værdier det næste år eller evt. ændres i værdierne.
Du kan også se på, om dine værdier understøtter dine personlige eller arbejdsmæssige mål. Hvis de ikke gør det, kan det være, at enten dine mål eller værdierne skal justeres.
Du kan finde masser af inspiration til fastlæggelse af værdier og det efterfølgende værdiarbejde på nettet.